Sikkerhed og privatlivsbeskyttelse i en ”smart” storby – et oplæg
Nedenstående er ment som et bidrag til Aarhus' Smart City-proces. Fås også i PDF-format.
Denne skrivelse blev trykt og omdelt i ca. 65 eksemplarer til Smart Aarhus' udstilling AROPIA, hvor Open Space Aarhus deltog.
Sikkerhed og privatlivsbeskyttelse i en ”smart” storby
En moderne by, hvor der
overalt er implementeret digital teknologi med henblik på en
optimering af borgernes kommunikation og byens processer - en smart
city - er
udstyret
med millioner af sensorer, der til hver en tid indsamler store
mængder af data. Disse data kan indsamles og analyseres, og en
sådan
omfattende data
mining kan
give en
indsigt i byens processer, der kan give helt nye muligheder for
at
planlægge, så byen fungerer bedre i miljømæssig, energimæssig og
økonomisk henseende.
Denne forbedrede
planlægning
kan spare penge og energi og gøre det nemmere for borgerne at
bevæge
sig rundt i byen, og det kan i sidste ende føre til en langt
mere
velfungerende by med mere livskvalitet for borgerne. Mange af
disse
anvendelser er skitseret i Alexandra Instituttets oplæg om "The
Internet of Things"
(http://www.theinternetofthings.eu/content/mirko-presser-iot-comic-book).
Tilstedeværelsen af disse
mange sensorer og generelt af den megen IT på alle niveauer
medfører
dog også en større risiko. Dårligt designede løsninger kan
kompromittere borgernes sikkerhed og privatliv på nye og
uforudsete
måder. Dette kan føre til forringelse af borgernes livskvalitet,
men der er også en risiko for, at sikkerhedsmæssige problemer
med
ny teknologi får borgerne eller statslige kontrolorganer til at
forkaste en ellers velfungerende løsning - hvilket kan medføre
store omkostninger til genanskaffelse. Den slags problemer
skyldes
oftest, at teknologien er for kompleks, til at det er muligt at
overskue de sikkerhedsmæssige konsekvenser af en beslutning,
hvis
man ikke er ekspert på området. Det er derfor vigtigt at
indtænke
sikkerhed og privatliv i alle faser af enhver af de nye og
"smarte"
teknologier, hvis ikke man skal risikere en række meget
ubehagelige
overraskelser.
Som et eksempel kan vi
forestille os en moderne bolig udstyret med såkaldte "smarte
målere", der kortlægger husstandens el-, vand- og
varmeforbrug. Sådanne sensorer kan måle ikke blot mængden af
energi, der bliver forbrugt, men også detaljerne - tidspunkt,
placering i huset, forholdet mellem husstandens forskellige
elektricitetsforbrugende apparater.
Med den slags detaljerede
målinger kan det blive nemmere for forsyningsselskabet at forstå
og
dermed planlægge, hvornår forbruget er "roligt", og
hvornår de kan forvente at se "peaks", som de er nødt til
at have kapacitet til. En analyse af data fra den enkelte
husstand
kan bruges til at optimere husstandens energiforbrug og kan
spare den
enkelte forbruger for betragtelige beløb på el- og
varmeregningen.
Indsamlingen af så
detaljerede oplysninger om den enkelte husstands forbrug giver
dog
alvorlige problemer netop i forhold til husstandens sikkerhed og
privatliv. Det er vigtigt at få afgrænset, hvor detaljerede
oplysninger forsyningsselskabet skal modtage, og hvad det skal
kunne
gøre med dem. Er det forpligtet til at opbevare dem, skal det
kunne
udlevere dem til samarbejdspartnere i andre myndigheder, og skal
det
ligefrem kunne sælge dem til andre private firmaer? Skal det i
yderste konsekvens offentliggøre dem?
Hvis en husstands forbrug
af
el og vand synker til noget nær ingenting i en periode, er
familien
givetvis ude at rejse. Hvis en enlig sjældent har noget forbrug
om
aftenen og om natten, sover vedkommende måske andetsteds og
sammen
med en partner. Hvis en husstand ofte er ude at rejse, vil den
regelmæssigt have perioder med et meget lavt forbrug. Hvis
strømforbruget altid vokser med ca. 100 watt i 50 minutter hver
tirsdag, ser familiens medlemmer nok en bestemt krimi, der går
om
tirsdagen.
Alle disse oplysninger er
relevante, når man skal beregne den helt optimale indstilling
for
husstandens el- og varmeapparater såvel som for
forsyningsselskabets
planlægning for byens forskellige kvarterer. De kan imidlertid
også
bruges til andre ting. En liste over familier, der er ude at
rejse i
længere tid, er en guldgrube for indbrudstyve. Hvis en person
ikke
sover i sit eget hjem, sover vedkommende måske hos en tidligere
partner - og det kan være af interesse for kommunens
socialforvaltning. Hvis en familie ofte er ude at rejse, kan de
have
gavn af målrettede tilbud om charter-rejser og "frequent
flyer"-rabatter. Og hvis husstanden altid ser en bestemt
krimiserie, vil de måske være interesseret i et godt tilbud på
DVD-udgaven. Der kan drages meget vidtgående konklusioner ud fra
sådanne data: Hvis en husstand pludselig begynder at bruge
elektricitet sidst på aftenen i to værelser i stedet for ét,
ligger det mangeårige ægtepar sandsynligvis i
skilsmisseforhandlinger og bør have tilsendt en brochure fra
kommunen, der tilbyder vejledning i denne svære situation.
Disse ”afledte”
oplysninger er helt irrelevante for det spørgsmål, som
de
smarte sensorer egentlig skal hjælpe med at afklare, nemlig
husets
energiforbrug. Når data først er indsamlet, hvem skal så eje
dem,
og hvem skal have ret til at se dem? Det siger sig selv, at
indbrudstyve ikke skal have adgang til at lave en liste over
husstande, der ikke har haft forbrug i en uge. Det er dog slet
ikke
utænkeligt, at kommunen på et tidspunkt vil forlange en liste
over
fraskilte mænd, der sjældent har forbrug om aftenen og om
natten.
Og oplysninger om forbrugsmønstre kan som demonstreret være
særdeles interessante med henblik på målrettet reklame - hvilket
også kan give forsyningsselskabet ekstra indtægter.
Mange mennesker vil dog
mene, at indsamling af så detaljerede oplysninger om deres
personlige forhold krænker deres privatliv og alene derved
forringer
deres livskvalitet. De ønsker ikke at modtage målrettede
reklamer,
fordi private firmaer har indblik i, hvornår de tænder for
fjernsynet, og de ønsker heller ikke at modtage underlige
opringninger fra kommunen, fordi de har fået natarbejde. Meget
af
dette er der allerede taget højde for i vores nuværende
lovgivning,
og Datatilsynet ville formentlig omgående standse planerne om en
central database over detaljerne i den enkelte husstands
forbrug, der
kan deles med samarbejdspartnere.
Dette ændrer dog ikke ved,
at et hus udstyret med sådanne smarte sensorer kan hjælpe
husstanden med at ændre forbrugsmønster og spare penge. Det
gælder
altså om at finde et bæredygtigt princip for, hvem der ejer de
data, der indsamles, og hvad der skal ske med dem.
Et simpelt og bæredygtigt
princip, der passer godt til et åbent samfund, som det nye og
smarte
Aarhus ønsker at være, kunne være, at den enkelte - det være sig
borger, husstand eller virksomhed - som udgangspunkt altid selv
ejer
sine data og selv bestemmer, hvem de skal deles med.
I vores eksempel vil det
betyde, at eftersom forbruget er noget, som borgeren køber af
forsyningsselskabet, må de helt detaljerede oplysninger om
forbruget
også tilhøre borgeren selv. Husets smarte sensorer bør altså som
udgangspunkt opsamles og behandles på en computer i selve
husstanden, og kun de oplysninger sendes videre til
forsyningsselskabet, som er relevante for afregningen. Denne
computer
bør hele tiden være under husstandens (og altså ikke
forsyningsselskabets) fulde kontrol.
Dette vil ikke løse alle
problemer ved en sådan "smart" registrering af husstandens
forbrug, og formålet med dette eksempel er heller ikke at
foreslå
en løsning, men at vise, hvor store problemer, der potentielt
kan
opstå i selv den simpleste anvendelse af den nye teknologi.
Der findes mange eksempler
på store IT-løsninger, der er rullet ud til borgerne og
efterfølgende har vist sig at have store problemer, fordi
sikkerhed
og privatlivsbeskyttelse ikke var tænkt ind i dem fra starten.
Vi
kan nævne et par eksempler:
NemID
er gjort kompatibel med Danske Banks gamle netbankslogin, men
dens
design bryder så voldsomt med grundlæggende principper for
digital
signatur, at det helt unødvendigt muliggør phishing-angreb, som
vi
så i efteråret 2011. Samtidig kompromitterer NemID potentielt
(givetvis ikke reelt) borgernes privatliv, idet den kræver, at
man
installerer en såkaldt Java-applet, som får ret til at læse den
enkelte brugers filer.
Rejsekortet
A/S har ikke orden i sikkerheden i den forstand, at teknologien
i
selve kortet er forældet og kan hackes. Samtidig planlægger man
af
hensyn til afregningen at opbygge en central database over tid
og
sted for danskernes brug af offentlig transport. Hvis en sådan
database blev kompromitteret og for eksempel gjort tilgængelig
for
kriminelle, kunne det få katastrofale konsekvenser for den
enkelte
borgers sikkerhed.
Rejsekortet og NemID er
eksempler på, at man ikke har tænkt sikkerheden ind i projektet
fra
starten og derfor er endt med nogle meget dårlige løsninger, som
medfører lapperi og i værste fald forsinkelser og udvikling af
helt
nye systemer - med spild af milliarder af kroner til følge.
Som en del af "Smart
Aarhus" kunne Aarhus faktisk overveje selv at udvikle
alternativer i form af en "Smart ID" eller et "Smart
Buskort" som kan installeres på de mest udbredte smartphones og
give adgang til busrejser og kommunale hjemmesider - men som i
modsætning til Rejsekortet og NemID brugte den nyeste
krypteringsteknologi til at løse problemet uden
de grundlæggende problemer, der desværre ligger i Rejsekortet og
NemID. Et "smart klippekort" kunne for eksempel
implementere en slags kryptografisk poletsystem, så det stadig
er
muligt at rejse anonymt med bus og alligevel blot kunne fremvise
en
app på sin smartphone, når kontrolløren kommer.
Den vigtigste pointe er
dog,
at de sikkerhedsmæssige problemer aldrig vil kunne løses til
bunds.
Den bedste løsning er at tænke sikkerheden og databeskyttelsen
ind
fra starten i hver eneste løsning, der udrulles. Man bør altid
huske, at alle data potentielt kan kompromitteres - og det er
derfor
smart at indrette sine databaser og kommunikationslinjer, så
konsekvenserne af en kompromittering bliver så små som mulige.
En metode til at sikre, at
sikkerheden og en passende beskyttelse af borgernes privatliv
altid
tænkes med i kommunens IT-infrastruktur kunne være at udnævne en
kommunal "sikkerhedsombudsmand". En person, der på
baggrund af en solid indsigt i sikkerhedsproblemer ved moderne
IT-løsninger kan fungere som "virtuel borger", vil kunne
påpege problemer, som almindelige borgere ikke burde acceptere,
hvis
de kendte konsekvenserne. Ved at indføre en sådan ombudsmand
kunne
kommunen tage mange af de værste sikkerhedsmæssige problemer i
opløbet, før de skal repareres og begynder at koste penge -
eller i
værste fald skal kasseres.
En sikkerhedsombudsmand bør
også være ekspert i de retslige og ikke mindst
borgerrettighedsmæssige konsekvenser af den digitale teknologi,
så
det på forhånd sikres, at de løsninger, der indføres, er
gangbare
også i et åbent og demokratisk retssamfund. På den måde undgås
det, at kommunen og dens samarbejdspartnere skal spilde tiden
med
berettiget kritik fra bekymrede pressionsgrupper, som vi for
eksempel
har set i forbindelse med den nye handelskonvention ACTA, hvor
nogle
enkelte problematiske afsnit har ført til politiske protester,
der
har forhalet processen meget betydeligt. Hvis man fra starten
tager
højde for borgernes berettigede indvendinger mod konsekvenserne
for
deres sikkerhed og privatliv, vil sådanne protester aldrig opstå
og
vil aldrig true processen - og samtidig sikres det, at Aarhus
også
som "smart city" kan forblive et frit og åbent samfund,
som det kan være attraktivt for borgerne at bo i. I det globale
marked vil det også være et plus i konkurrencen om at tiltrække
den bedst kvalificerede arbejdskraft, for hvem muligheden for et
friere liv kan give Aarhus en fordel frem for tilsvarende
højteknologiske storbyer i andre dele af verden.
Masken
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.
For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.
Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt
masken.
Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.
Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.
Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig
ting, og det er
huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder
dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes
fascinerende indre.
Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.
Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.
På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.
-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!
Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.
Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.
-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der
må være en revne...
Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?
Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.
Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.
-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.
-Scch, indvendte jeg: -Se her!
Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.
Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.
Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.
Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.
-Vi
skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.
Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.
-Vent lige et øjeblik ...
Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.
Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.
Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.
Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede
jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede
hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod
syd, langt bort fra
hulen mod nord.
-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?
Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.
Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?
Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.
Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.
Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.
Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.
Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.
Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de
var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.
Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.
Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.
Cynthia så underligt på mig.
-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det
er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.
-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg
ville gerne ... hvad tror
du, det er for noget? Har du nogen ideer?
Hun sukkede:
-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?
Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.
-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.
Cynthia nikkede.
-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.
Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...
Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?
Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.
-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.
-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.
Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?
Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?
Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?
Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.
Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?
Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.
Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.
-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...
Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.
-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.
Cynthia lo.
-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå
derned senere, ved du ... men før eller siden
må vi sige til nogen, at
vi har fundet den.
Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.
-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?
Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.
Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.
Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.
Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.
De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.
Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.
[ agger, Fri 13 Jan, :00:52:
/litteratur] -
0 kommentar(er) -
link
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
