– fordi tiden kræver et MODSPIL

MODPRESS - ny blog her på siden!


03. May 2012

DanID holder danskerne for nar

 


Læserbrev i Aarhus Stiftstidende, 3.5.2012:




DANID HOLDER DANSKERNE FOR NAR

Når jeg i dag går ind på min banks netbank, står der: "Der er desværre en ny virus i omløb i Danmark. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på uregelmæssig aktivitet, når du bruger din netbank."

På en konkurrerende banks hjemmeside står der: "Vi har i tre tilfælde konstateret, at kunders pc er blevet hacket og derefter anvendt til misbrug af netbanken."

Vi må igen konstatere, at DanID og NemID ikke har orden i sikkerheden.

Hovedproblemet er, at NemID ikke er et rigtigt ID-system. Danskerne udstyres ikke med deres egen nøgle men med et papkort, der giver adgang til en nøgle på DanIDs centrale server. Dette system er sårbart overfor mellemmænd, der efterligner DanIDs loginside og aflurer borgerens kodeord.

Men dette sikkerhedshul kunne meget nemt være undgået. Hvis NemID fra starten var designet som en rigtig ID, ville den slags angreb have været helt umulige. Som det er nu bliver danskeres bankkonti lænset af den ene grund, at Nets og DanID helt uansvarligt har besluttet at opfinde deres helt egen "ID" i stedet for at bygge på internationalt anerkendte standarder.

Som fagmand inden for området er jeg ikke bange for at sige, at det ville have været muligt at udrulle en sikker standard-løsning for en brøkdel af det beløb, som DanID har fået for at udvikle deres helt egen uprøvede og usikre løsning.

Den bedste og eneste rigtige løsning på disse problemer er at forkaste NemID og erstatte den med en standardløsning i stil med den gamle digitale signatur. Hvis der var nogen som helst retfærdighed til, kom DanID og deres ejer Nets til at betale for det.

Carsten Agger
cand. scient., medlem af IT-Politisk Forening





Foto: Lisa Risager – anvendes under en Creative Commons Attribution-ShareAlike-licens.


01. May 2012

Kill money

 
På denne 1. maj:

KILL MONEY


Kill money, put money out of existence.
It is a perverted instinct, a hidden thought
which rots the brain, the blood, the bones, the stones, the soul.
 
Make up your mind about it:
that society must establish itself upon a different principle
from the one we've got now.

We must have the courage of mutual trust.
We must have the modesty of simple living.
And the individual must have his house, food and fire all free like a bird

D.H. Lawrence (1885-1930)


28. Apr 2012

Money is our Madness

 

Money is our madness, our vast collective madness.

And of course, if the multitude is mad
The individual carries his own grain of insanity around with him.

I doubt if any man living hands out a pound note without a pang;
And a real tremor, if he hands out a ten-pound note.
We quail, money makes us quail.
It has got us down, we grovel before it in strange terror.
And no wonder, for money has a fearful cruel power among men.

But it is not money we are terrified of,
it is the collective money - madness of mankind.
For mankind says with one voice: How much is he worth?
Has he no money? Then let him eat dirt, and go cold -

And if I have no money, they will give me a little bread,
So I do not die,
but they will make me eat dirt for it.
I shall have to eat dirt, I shall have to eat dirt
if I have no money

It is that I am afraid of.
And that fear can become a delirium.
It is fear of my money-mad fellow-man.

We must have some money
To save us from eating dirt.

And this is wrong.

Bread should be free,
shelter should be free,
fire should be free
to all and anybody, all and anybody, all over the world.

We must regain our sanity about money
before we start killing one another about it .
It’s one thing or the other.

D. H. Lawrence (1885-1930)


26. Apr 2012

Agger i Prosabladet om fri/open source software

 
Opslag fra Prosabladet


Reporteren Stig Andersen interviewer i maj-nummeret af Prosabladet adskillige folk fra branchen, herunder undertegnede. Vi læser bl.a.:
Historisk set repræsenterer open source en pragmatisk tilgang til den software, der voksede ud af fri software-bevægelsen i 1980’erne. GNU/Linux-kernen var som teknologi en succes, men ikke specielt udbredt i virksomhederne. Folk som Eric S. Raymond og Tim O’Reilly satte sig for at ændre på det forhold ved at distancere sig fra den aktivistiske retorik fremført af Richard Stallman, ophavsmanden til free software-bevægelsen, og istedet fokusere på de fordele, som selve softwaren og open source-licensmodellerne kunne give virksomhederne.

Carsten Agger er udvikler hos Magenta Aps, som har specialiseret sig i udelukkende at levere løsninger under open source-licenser som GPL. Han har i mange år været aktiv inden for fri software og er i øjeblikket ved at færdiggøre manuskriptet til en bog om emnet.

- Når man diskuterer open source i dag, handler det efter min mening for meget om besparelser og for lidt om de værdier, der ligger i den oprindelige idé om fri software, mener han.

Værdierne ligger ifølge Carsten Agger inden for to hovedområder: Forbrugerbeskyttelsen ved at der er mulighed for at tjekke koden, eksempelvis for uønsket tracking, samt det positive aspekt, der ligger i, at softwaren bliver del af en fælles pulje, som andre kan bygge videre på til gavn for alle.

- Hvis man gemmer værdierne af vejen, når man sælger open source-løsninger, bliver kunderne jo ikke bevidste om dem. Og på den måde kan man rent faktisk risikere at ”sejre ad helvede til”. For hvis det udelukkende er et spørgsmål om, hvilken software der er den smarteste, så kan der jo ske det, at en kunde vælger et proprietært system, bare fordi det er smartest, men sætter så samtidig friheden og forbrugerbeskyttelsen over styr, siger Carsten Agger.

Han anerkender, at man både som kunde og udvikler bliver nødt til at være pragmatisk i en eller anden grad for at få hverdagen til at hænge sammen. Open source-løsningerne skal selvfølgelig kunne leve op til kundekravene på lige fod med de proprietære løsninger, men helt principielt vil han anbefale at anvende en open source-løsning, selvom den eventuelt er knap så smart som en proprietær løsning. En anden fordel ved open source er ifølge Carsten Agger, at det lægger op til en mere etisk måde at arbejde på.

- Open source-teknologi lægger helt klart op til, at man i hele udviklingsprocessen er meget åben over for kunderne, fordi de ultimativt har mulighed for at læse sourcekoden. Det gør de jo ikke typisk, men det centrale er, at de har mulighed for at gøre det, siger han.

Læs det hele.

Hvis De vil vide mere ... lidt spredte links om fri software og tankerne bag:

Artikler på dansk Steder at få fat i fri software Links om fri software:

23. Apr 2012

Sikkerhed og privatlivsbeskyttelse i en ”smart” storby – et oplæg

 
Nedenstående er ment som et bidrag til Aarhus' Smart City-proces. Fås også i PDF-format. Denne skrivelse blev trykt og omdelt i ca. 65 eksemplarer til Smart Aarhus' udstilling AROPIA, hvor Open Space Aarhus deltog.

Sikkerhed og privatlivsbeskyttelse i en ”smart” storby

Arbejdsgruppen for borgerdrevet innovation og Open Everything



En moderne by, hvor der overalt er implementeret digital teknologi med henblik på en optimering af borgernes kommunikation og byens processer - en smart city - er udstyret med millioner af sensorer, der til hver en tid indsamler store mængder af data. Disse data kan indsamles og analyseres, og en sådan omfattende data mining kan give en indsigt i byens processer, der kan give helt nye muligheder for at planlægge, så byen fungerer bedre i miljømæssig, energimæssig og økonomisk henseende.

Denne forbedrede planlægning kan spare penge og energi og gøre det nemmere for borgerne at bevæge sig rundt i byen, og det kan i sidste ende føre til en langt mere velfungerende by med mere livskvalitet for borgerne. Mange af disse anvendelser er skitseret i Alexandra Instituttets oplæg om "The Internet of Things" (http://www.theinternetofthings.eu/content/mirko-presser-iot-comic-book).

Tilstedeværelsen af disse mange sensorer og generelt af den megen IT på alle niveauer medfører dog også en større risiko. Dårligt designede løsninger kan kompromittere borgernes sikkerhed og privatliv på nye og uforudsete måder. Dette kan føre til forringelse af borgernes livskvalitet, men der er også en risiko for, at sikkerhedsmæssige problemer med ny teknologi får borgerne eller statslige kontrolorganer til at forkaste en ellers velfungerende løsning - hvilket kan medføre store omkostninger til genanskaffelse. Den slags problemer skyldes oftest, at teknologien er for kompleks, til at det er muligt at overskue de sikkerhedsmæssige konsekvenser af en beslutning, hvis man ikke er ekspert på området. Det er derfor vigtigt at indtænke sikkerhed og privatliv i alle faser af enhver af de nye og "smarte" teknologier, hvis ikke man skal risikere en række meget ubehagelige overraskelser.

Som et eksempel kan vi forestille os en moderne bolig udstyret med såkaldte "smarte målere", der kortlægger husstandens el-, vand- og varmeforbrug. Sådanne sensorer kan måle ikke blot mængden af energi, der bliver forbrugt, men også detaljerne - tidspunkt, placering i huset, forholdet mellem husstandens forskellige elektricitetsforbrugende apparater.

Med den slags detaljerede målinger kan det blive nemmere for forsyningsselskabet at forstå og dermed planlægge, hvornår forbruget er "roligt", og hvornår de kan forvente at se "peaks", som de er nødt til at have kapacitet til. En analyse af data fra den enkelte husstand kan bruges til at optimere husstandens energiforbrug og kan spare den enkelte forbruger for betragtelige beløb på el- og varmeregningen.

Indsamlingen af så detaljerede oplysninger om den enkelte husstands forbrug giver dog alvorlige problemer netop i forhold til husstandens sikkerhed og privatliv. Det er vigtigt at få afgrænset, hvor detaljerede oplysninger forsyningsselskabet skal modtage, og hvad det skal kunne gøre med dem. Er det forpligtet til at opbevare dem, skal det kunne udlevere dem til samarbejdspartnere i andre myndigheder, og skal det ligefrem kunne sælge dem til andre private firmaer? Skal det i yderste konsekvens offentliggøre dem?

Hvis en husstands forbrug af el og vand synker til noget nær ingenting i en periode, er familien givetvis ude at rejse. Hvis en enlig sjældent har noget forbrug om aftenen og om natten, sover vedkommende måske andetsteds og sammen med en partner. Hvis en husstand ofte er ude at rejse, vil den regelmæssigt have perioder med et meget lavt forbrug. Hvis strømforbruget altid vokser med ca. 100 watt i 50 minutter hver tirsdag, ser familiens medlemmer nok en bestemt krimi, der går om tirsdagen.

Alle disse oplysninger er relevante, når man skal beregne den helt optimale indstilling for husstandens el- og varmeapparater såvel som for forsyningsselskabets planlægning for byens forskellige kvarterer. De kan imidlertid også bruges til andre ting. En liste over familier, der er ude at rejse i længere tid, er en guldgrube for indbrudstyve. Hvis en person ikke sover i sit eget hjem, sover vedkommende måske hos en tidligere partner - og det kan være af interesse for kommunens socialforvaltning. Hvis en familie ofte er ude at rejse, kan de have gavn af målrettede tilbud om charter-rejser og "frequent flyer"-rabatter. Og hvis husstanden altid ser en bestemt krimiserie, vil de måske være interesseret i et godt tilbud på DVD-udgaven. Der kan drages meget vidtgående konklusioner ud fra sådanne data: Hvis en husstand pludselig begynder at bruge elektricitet sidst på aftenen i to værelser i stedet for ét, ligger det mangeårige ægtepar sandsynligvis i skilsmisseforhandlinger og bør have tilsendt en brochure fra kommunen, der tilbyder vejledning i denne svære situation.

Disse ”afledte” oplysninger er helt irrelevante for det spørgsmål, som de smarte sensorer egentlig skal hjælpe med at afklare, nemlig husets energiforbrug. Når data først er indsamlet, hvem skal så eje dem, og hvem skal have ret til at se dem? Det siger sig selv, at indbrudstyve ikke skal have adgang til at lave en liste over husstande, der ikke har haft forbrug i en uge. Det er dog slet ikke utænkeligt, at kommunen på et tidspunkt vil forlange en liste over fraskilte mænd, der sjældent har forbrug om aftenen og om natten. Og oplysninger om forbrugsmønstre kan som demonstreret være særdeles interessante med henblik på målrettet reklame - hvilket også kan give forsyningsselskabet ekstra indtægter.

Mange mennesker vil dog mene, at indsamling af så detaljerede oplysninger om deres personlige forhold krænker deres privatliv og alene derved forringer deres livskvalitet. De ønsker ikke at modtage målrettede reklamer, fordi private firmaer har indblik i, hvornår de tænder for fjernsynet, og de ønsker heller ikke at modtage underlige opringninger fra kommunen, fordi de har fået natarbejde. Meget af dette er der allerede taget højde for i vores nuværende lovgivning, og Datatilsynet ville formentlig omgående standse planerne om en central database over detaljerne i den enkelte husstands forbrug, der kan deles med samarbejdspartnere.

Dette ændrer dog ikke ved, at et hus udstyret med sådanne smarte sensorer kan hjælpe husstanden med at ændre forbrugsmønster og spare penge. Det gælder altså om at finde et bæredygtigt princip for, hvem der ejer de data, der indsamles, og hvad der skal ske med dem.

Et simpelt og bæredygtigt princip, der passer godt til et åbent samfund, som det nye og smarte Aarhus ønsker at være, kunne være, at den enkelte - det være sig borger, husstand eller virksomhed - som udgangspunkt altid selv ejer sine data og selv bestemmer, hvem de skal deles med.

I vores eksempel vil det betyde, at eftersom forbruget er noget, som borgeren køber af forsyningsselskabet, må de helt detaljerede oplysninger om forbruget også tilhøre borgeren selv. Husets smarte sensorer bør altså som udgangspunkt opsamles og behandles på en computer i selve husstanden, og kun de oplysninger sendes videre til forsyningsselskabet, som er relevante for afregningen. Denne computer bør hele tiden være under husstandens (og altså ikke forsyningsselskabets) fulde kontrol.

Dette vil ikke løse alle problemer ved en sådan "smart" registrering af husstandens forbrug, og formålet med dette eksempel er heller ikke at foreslå en løsning, men at vise, hvor store problemer, der potentielt kan opstå i selv den simpleste anvendelse af den nye teknologi.

Der findes mange eksempler på store IT-løsninger, der er rullet ud til borgerne og efterfølgende har vist sig at have store problemer, fordi sikkerhed og privatlivsbeskyttelse ikke var tænkt ind i dem fra starten. Vi kan nævne et par eksempler:

NemID er gjort kompatibel med Danske Banks gamle netbankslogin, men dens design bryder så voldsomt med grundlæggende principper for digital signatur, at det helt unødvendigt muliggør phishing-angreb, som vi så i efteråret 2011. Samtidig kompromitterer NemID potentielt (givetvis ikke reelt) borgernes privatliv, idet den kræver, at man installerer en såkaldt Java-applet, som får ret til at læse den enkelte brugers filer.

Rejsekortet A/S har ikke orden i sikkerheden i den forstand, at teknologien i selve kortet er forældet og kan hackes. Samtidig planlægger man af hensyn til afregningen at opbygge en central database over tid og sted for danskernes brug af offentlig transport. Hvis en sådan database blev kompromitteret og for eksempel gjort tilgængelig for kriminelle, kunne det få katastrofale konsekvenser for den enkelte borgers sikkerhed.

Rejsekortet og NemID er eksempler på, at man ikke har tænkt sikkerheden ind i projektet fra starten og derfor er endt med nogle meget dårlige løsninger, som medfører lapperi og i værste fald forsinkelser og udvikling af helt nye systemer - med spild af milliarder af kroner til følge.

Som en del af "Smart Aarhus" kunne Aarhus faktisk overveje selv at udvikle alternativer i form af en "Smart ID" eller et "Smart Buskort" som kan installeres på de mest udbredte smartphones og give adgang til busrejser og kommunale hjemmesider - men som i modsætning til Rejsekortet og NemID brugte den nyeste krypteringsteknologi til at løse problemet uden de grundlæggende problemer, der desværre ligger i Rejsekortet og NemID. Et "smart klippekort" kunne for eksempel implementere en slags kryptografisk poletsystem, så det stadig er muligt at rejse anonymt med bus og alligevel blot kunne fremvise en app på sin smartphone, når kontrolløren kommer.

Den vigtigste pointe er dog, at de sikkerhedsmæssige problemer aldrig vil kunne løses til bunds. Den bedste løsning er at tænke sikkerheden og databeskyttelsen ind fra starten i hver eneste løsning, der udrulles. Man bør altid huske, at alle data potentielt kan kompromitteres - og det er derfor smart at indrette sine databaser og kommunikationslinjer, så konsekvenserne af en kompromittering bliver så små som mulige.

En metode til at sikre, at sikkerheden og en passende beskyttelse af borgernes privatliv altid tænkes med i kommunens IT-infrastruktur kunne være at udnævne en kommunal "sikkerhedsombudsmand". En person, der på baggrund af en solid indsigt i sikkerhedsproblemer ved moderne IT-løsninger kan fungere som "virtuel borger", vil kunne påpege problemer, som almindelige borgere ikke burde acceptere, hvis de kendte konsekvenserne. Ved at indføre en sådan ombudsmand kunne kommunen tage mange af de værste sikkerhedsmæssige problemer i opløbet, før de skal repareres og begynder at koste penge - eller i værste fald skal kasseres.

En sikkerhedsombudsmand bør også være ekspert i de retslige og ikke mindst borgerrettighedsmæssige konsekvenser af den digitale teknologi, så det på forhånd sikres, at de løsninger, der indføres, er gangbare også i et åbent og demokratisk retssamfund. På den måde undgås det, at kommunen og dens samarbejdspartnere skal spilde tiden med berettiget kritik fra bekymrede pressionsgrupper, som vi for eksempel har set i forbindelse med den nye handelskonvention ACTA, hvor nogle enkelte problematiske afsnit har ført til politiske protester, der har forhalet processen meget betydeligt. Hvis man fra starten tager højde for borgernes berettigede indvendinger mod konsekvenserne for deres sikkerhed og privatliv, vil sådanne protester aldrig opstå og vil aldrig true processen - og samtidig sikres det, at Aarhus også som "smart city" kan forblive et frit og åbent samfund, som det kan være attraktivt for borgerne at bo i. I det globale marked vil det også være et plus i konkurrencen om at tiltrække den bedst kvalificerede arbejdskraft, for hvem muligheden for et friere liv kan give Aarhus en fordel frem for tilsvarende højteknologiske storbyer i andre dele af verden.


29. Feb 2012

Hvem åbner Koranen?

 

I 2006 udkom den semitiske filolog Ellen Wulffs nye danske oversættelse af Koranen, og herefter var vi danskere i stand til at læse Koranen og dermed stifte bekendtskab med det helligskrift, der er grundlag for én af verdens mest udbredte og omdiskuterede religioner. Det er en bog, hvis indhold der er en masse myter om. Det er derfor en meget værdifuld tjeneste, Ellen Wulff og hendes forlag Vandkunsten har gjort danskerne ved at stille en forsvarlig oversættelse til rådighed.

Der er desværre stadig et problem. Mange, der har forsøgt at læse Koranen fra ende til anden, vil give mig ret i, at det forståelsesmæssigt kan føles omtrent som at løbe med fuld kraft ind i en betonmur.

Dette skyldes ikke, at bogen som sådan er svær at læse, men at dens indhold ikke giver nogen mening afskåret fra den kulturelle og historiske kontekst, den er blevet til i. Når millioner af muslimer verden over hver dag læser i bogen eller reciterer efter hukommelsen, trækker de på en kulturel og religiøs kontekst, hvorudfra de forstår de enkelte passager. Vi vesterlændinge har ikke den baggrund og forstår derfor ingenting. Man kan komme noget af vejen ved at rekonstruere meningen med de enkelte passager ud fra sund fornuft og et elementært kendskab til historien om Muhammads liv, men bogens "underlige" struktur kan alligevel gøre læsningen ganske vanskelig.

Dette kolossale historiske og kulturelle gab betyder, at Koranen må forblive en lukket bog for mange. For langt de fleste mennesker må der en indføring til - en indføring, der faktisk ikke findes på det danske bogmarked.

Da denne tingenes tilstand gik op for mig i januar 2009, besluttede jeg selv at råde bod på denne mangel. Min første bog bliver derfor en generel introduktion til Koranen, en omhyggelig men dog letlæst indføring i den kulturelle, religiøse og historiske baggrund, bogen blev til i.

Bogen hedder Hvem åbner Koranen og udkommer meget snart på Forlaget Dike. Den er udstyret med et forord af cand. mag. og PhD i semitisk filologi og arabisk litteratur Philippe Provençal, der selv har udgivet flere bøger om klassisk arabisk og islamisk kultur.

I forordet skriver Provençal blandt andet:
En oversættelse gør det ikke alene. Når man har at gøre med tekster, som ligger langt fra læseren i tid, rum og sprog må man også have en indføring til værket. Der er passager i den bibelske tekst, der ikke er mindre uigennemtrængelige end Koranen, men fordi vi lever i en kristen kulturtradition er vi vokset op med en forklaring, ganske vist ofte konfessionel og dogmatisk, på disse passager. For den almindelige dansker gør intet af dette sig gældende for Koranens vedkommende.
Bogens forside vil blive prydet af den kalligrafi, der ledsager dette indlæg. Billedet er en levendegørelse af et af de centrale skriftsteder i den videnskabelige renæssance i de første århundreder efter Muhammad virke, nemlig Koranen 3:190: "I skabelsen af himlene og jorden og i forskellen på nat og dag er der tegn for de forstandige". Kalligrafien er udført specielt til Hvem åbner Koranen af den Beirut-baserede kalligraf Everitte Barbee.

På bogen bagside opsummeres værkets formål kort:
Bogen er en letlæst introduktion, der udstyrer læseren med forudsætningerne for at læse og forstå en af vor tids mest omdiskuterede bøger. I fire dele redegør forfatteren omhyggeligt for den historiske, religiøse og kulturelle sammenhæng, som Koranen blev til i, og præsenterer et bud på bogens ofte oversete litterære struktur.
Bogens udgangpunkt er sekulært/historisk ud fra den vestlige akademiske tradition med afstikkere til adskillige forfattere fra den islamiske verden. Den historiske baggrund præsenteres, men der tages ikke stilling til, om Koranens religiøse budskab er sandt eller falsk, og bogen vil forhåbentlig være lige relevant for dansktalende kristne, muslimer og ateister, der ønsker at vide mere om islams helligskrift. Hvem åbner Koranen kommer til at koste 225 kroner inkl. moms og vil kunne bestilles her og på forlagets hjemmeside, så snart den udkommer.


23. Jan 2012

"آخري" الجميل

 
En læser har været så venlig at sende en arabisk oversættelse af mit digt "Tage hinanden", som jeg først bragte for lidt mere end et år siden:
ابحث عن الجمال الحقيقي المتفتح اتوق للقرب والحنان اتوق للسان الحرير عند رئتي الغرام اهو انت ما كنت احسه في دواخلي في ذلك اليوم منذ زمن بعيد؟ اهو انت من تبحث عني، انزلق على شغاف الغرام اهو انت من تقبلني بحب و حنان و تبث بمنتهى الصدق، حرارة العشق من شفاه ملتهبة على شفتي المورقتين آه، دعنا اذا نتطارح الغرام يا معشوقي، و يا "آخري" الجميل
Jeg siger mange tak! Hvis du har lyst til at læse den oprindelige udgave, kan den findes her.


13. Jan 2012

Masken

 
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.

For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.

Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt masken.

Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.

Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.

Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig ting, og det er huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes fascinerende indre.

Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.

Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.

På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.

-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!

Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.

Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.

-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der må være en revne...

Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?

Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.

Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.

-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.

-Scch, indvendte jeg: -Se her!

Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.

Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.

Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.

Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.

-Vi skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.

Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.

-Vent lige et øjeblik ...

Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.

Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.

Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.

Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod syd, langt bort fra hulen mod nord.

-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?

Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.

Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?

Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.

Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.

Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.

Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.

Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.

Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.

Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.

Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.

Cynthia så underligt på mig.

-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.

-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg ville gerne ... hvad tror du, det er for noget? Har du nogen ideer?

Hun sukkede:

-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?

Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.

-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.

Cynthia nikkede.

-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.

Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...

Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?

Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.

-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.

-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.

Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?

Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?

Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?

Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.

Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?

Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.

Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.

-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...

Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.

-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.

Cynthia lo.

-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå derned senere, ved du ... men før eller siden vi sige til nogen, at vi har fundet den.

Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.

-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?

Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.

Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.

Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.

Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.

De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.

Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.


29. Dec 2011

Egypten: Hæren bruger salafisterne

 


Læserbrev i Jyllands-Posten, 29.12.2011:




HÆREN BRUGER SALAFISTERNE

JP's leder 27/12 udtrykker en vis undren over, hvordan det salafistiske Nour-parti kan have fået så stor en del af stemmerne til det egyptiske parlament. Det er ikke så mærkeligt igen, hvis man graver lidt i det.


En af valgets liberale kandidater hedder Mahmoud Salem, og han har i årevis blogget mod den nu afsatte præsident, Hosni Mubarak, på adressen Sandmonkey.org. Salem har på sin blog beskrevet, hvordan valgkampen er foregået i Egyptens landdistrikter - og det har ikke været noget kønt syn. Trusler, vold og intimidering har været dagens orden. I dette spil har den egyptiske hær været en ivrig deltager - og stort set altid på salafisternes side. Men hvorfor vil militæret gavne salafisterne - er det selv islamister eller salafister?

Svaret på dette spørgsmål er nej. Militæret støtter salafisterne, fordi det selv har opfundet dem af samme grund, som Mubarak-regimet selv organiserede terrorangreb mod Egyptens kristne mindretal: For at skræmme befolkningen væk fra demokratiet, så den foretrækker militærrådets "moderate" diktatur.

Militærrådet kæmper for at bevare Mubarak-regimet og hærens privilegier også efter Mubaraks fald, og salafisterne er bekvemme allierede - dels som skræmmebillede, dels fordi heller ikke de ønsker en demokratisk udvikling. Salafisternes valgsejr er - i modsætning til Det Muslimske Broderskabs, som er reel nok - baseret på valgsvindel.




Foto: Aktivister på Tahrir-pladsen kræver militærrådets og feltmarskal Tantawis afgang, af Hossam el-Hamalawy. Anvendt under en Creative Commons-licens.


24. Dec 2011

Dansk aktivist fængslet i Bahrain

 

Tomme tåregas-hylstre, indsamlet i landsbyen Tubli i Bahrain efter én dags angreb fra politiet. En påmindelse om den tunge sky af undertrykkelse, der meget konkret hviler over østaten i disse dage.


Læserbrev i Politiken, 20.12.2011:




DANSK AKTIVIST FÆNGSLET I BAHRAIN

DEN 15.12. BLEV en dansk aktivist anholdt i en fredelig demonstration, der i ethvert frit land ville have været helt lovlig. Siden har tavsheden i den danske presse været aldeles larmende.

Den foregående karakteristik er måske til dels en tilsnigelse. Der er nok ikke så meget dansk ved Zainab al-Khawaja. Ganske vist er hendes far, Abdulhadi al-Khawaja, ud over at være menneskeretsaktivist også dansk statsborger, hvilket også vil sige, at Zainab er vokset op her i Danmark.

Egentlig er hun fra Bahrain, og der er mange ting ved hende, der er helt og aldeles udanske. For eksempel er hun kompromisløs, ukuelig og åbenbart totalt frygtløs.

Selv efter at hendes far blev fængslet, tortureret og tilsyneladende udsat for seksuelle overgreb i kølvandet på myndighedernes modreaktion på oprøret i Bahrain; netop, mens de læger og sygeplejersker, som under demonstrationerne i februar og marts behandlede dødeligt sårede demonstranter, dømmes ved latterlige skueprocesser, deltog Zainab al-Khawaja fortsat i demonstrationer mod de groteske menneskeretskrænkelser i det lille land, hvis ' konge' stadig er dekoreret med en af Danmarks fornemste ordener.

Zainabs anholdelse 15.12. blev straks en stor historie i de internationale medier, og New York Times-journalisten Nick Kristof skrev på Twitter. I går var nyheden nået frem til svensk presse, hvor man kunne læse, at »danska medborgaren Zainab al-Khawaja, mer känd under smeknamnet ' Angry Arabiya', greps i Bahrain på torsdagen under en stillsam protest«. Som nogle af de sidste medier i verden tog de danske aviser så tråden op, og Politiken bragte en artikel om Zainabs anholdelse, der mest af alt handlede om hendes far.

Hvor er oprøret, vreden over, at folk med tilknytning til Danmark behandles på den måde? Så langt væk Bahrain end ligger, har Zainab og hendes familie mere tilknytning til Danmark, end Wilson Kipketer og Viggo Mortensen nogensinde har haft. Hvor er Villy Søvndal og truslerne om diplomatiske repressalier? Hvor er interessen, når en person med så stor tilknytning til Danmark er helt i front og risikerer alt i kampen for menneskerettigheder og demokrati i et af de mest undertrykkende diktaturer i den arabiske verden? Er det, fordi hun er frygtløs og kompromisløs og vi ikke er det? Fordi hun risikerer alt for at gøre en forskel, hvilket vi aldrig selv ville? Vi ser på vore hænder, skammer os og er helst fri for at høre mere.



Bemærk: Zainab Alkhawaja blev løsladt den 21. december om morgenen og er, som man kan følge på hendes Twitter-feed med næsten 28.000 abonnenter, straks fortsat med at arrangere og dokumentere kampen for demokrati i Bahrain. Læserbrevet fra den 20. december er derfor ikke spor uaktuelt. Se nedenstående interview for mere baggrund om situationen i Bahrain.

Illustration: Lagt på Twitter af Zainab Alkhawaja.


  Næste 10 >>