– fordi tiden kræver et MODSPIL

MODPRESS - ny blog her på siden!


20. Jan 2012

"آخري" الجميل

 
En læser har været så venlig at sende en arabisk oversættelse af mit digt "Tage hinanden", som jeg først bragte for lidt mere end et år siden:

ابحث عن الجمال الحقيقي المتفتح
اتوق للقرب والحنان
اتوق للسان الحرير
عند رئتي الغرام

اهو انت ما كنت احسه في دواخلي
في ذلك اليوم منذ زمن بعيد؟
اهو انت من تبحث عني،
انزلق على شغاف الغرام

اهو انت من تقبلني بحب و حنان
و تبث بمنتهى الصدق، حرارة العشق
من شفاه ملتهبة
على شفتي المورقتين

آه، دعنا اذا نتطارح الغرام
يا معشوقي، و يا "آخري" الجميل

Jeg siger mange tak! Hvis du har lyst til at læse den oprindelige udgave, kan den findes her.


13. Jan 2012

Masken

 
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.

For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.

Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt masken.

Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.

Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.

Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig ting, og det er huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes fascinerende indre.

Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.

Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.

På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.

-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!

Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.

Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.

-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der må være en revne...

Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?

Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.

Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.

-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.

-Scch, indvendte jeg: -Se her!

Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.

Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.

Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.

Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.

-Vi skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.

Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.

-Vent lige et øjeblik ...

Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.

Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.

Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.

Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod syd, langt bort fra hulen mod nord.

-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?

Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.

Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?

Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.

Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.

Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.

Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.

Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.

Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.

Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.

Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.

Cynthia så underligt på mig.

-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.

-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg ville gerne ... hvad tror du, det er for noget? Har du nogen ideer?

Hun sukkede:

-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?

Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.

-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.

Cynthia nikkede.

-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.

Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...

Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?

Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.

-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.

-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.

Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?

Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?

Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?

Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.

Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?

Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.

Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.

-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...

Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.

-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.

Cynthia lo.

-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå derned senere, ved du ... men før eller siden vi sige til nogen, at vi har fundet den.

Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.

-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?

Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.

Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.

Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.

Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.

De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.

Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.


29. Dec 2011

Egypten: Hæren bruger salafisterne

 


Læserbrev i Jyllands-Posten, 29.12.2011:




HÆREN BRUGER SALAFISTERNE

JP's leder 27/12 udtrykker en vis undren over, hvordan det salafistiske Nour-parti kan have fået så stor en del af stemmerne til det egyptiske parlament. Det er ikke så mærkeligt igen, hvis man graver lidt i det.


En af valgets liberale kandidater hedder Mahmoud Salem, og han har i årevis blogget mod den nu afsatte præsident, Hosni Mubarak, på adressen Sandmonkey.org. Salem har på sin blog beskrevet, hvordan valgkampen er foregået i Egyptens landdistrikter - og det har ikke været noget kønt syn. Trusler, vold og intimidering har været dagens orden. I dette spil har den egyptiske hær været en ivrig deltager - og stort set altid på salafisternes side. Men hvorfor vil militæret gavne salafisterne - er det selv islamister eller salafister?

Svaret på dette spørgsmål er nej. Militæret støtter salafisterne, fordi det selv har opfundet dem af samme grund, som Mubarak-regimet selv organiserede terrorangreb mod Egyptens kristne mindretal: For at skræmme befolkningen væk fra demokratiet, så den foretrækker militærrådets "moderate" diktatur.

Militærrådet kæmper for at bevare Mubarak-regimet og hærens privilegier også efter Mubaraks fald, og salafisterne er bekvemme allierede - dels som skræmmebillede, dels fordi heller ikke de ønsker en demokratisk udvikling. Salafisternes valgsejr er - i modsætning til Det Muslimske Broderskabs, som er reel nok - baseret på valgsvindel.




Foto: Aktivister på Tahrir-pladsen kræver militærrådets og feltmarskal Tantawis afgang, af Hossam el-Hamalawy. Anvendt under en Creative Commons-licens.


24. Dec 2011

Dansk aktivist fængslet i Bahrain

 

Tomme tåregas-hylstre, indsamlet i landsbyen Tubli i Bahrain efter én dags angreb fra politiet. En påmindelse om den tunge sky af undertrykkelse, der meget konkret hviler over østaten i disse dage.


Læserbrev i Politiken, 20.12.2011:




DANSK AKTIVIST FÆNGSLET I BAHRAIN

DEN 15.12. BLEV en dansk aktivist anholdt i en fredelig demonstration, der i ethvert frit land ville have været helt lovlig. Siden har tavsheden i den danske presse været aldeles larmende.

Den foregående karakteristik er måske til dels en tilsnigelse. Der er nok ikke så meget dansk ved Zainab al-Khawaja. Ganske vist er hendes far, Abdulhadi al-Khawaja, ud over at være menneskeretsaktivist også dansk statsborger, hvilket også vil sige, at Zainab er vokset op her i Danmark.

Egentlig er hun fra Bahrain, og der er mange ting ved hende, der er helt og aldeles udanske. For eksempel er hun kompromisløs, ukuelig og åbenbart totalt frygtløs.

Selv efter at hendes far blev fængslet, tortureret og tilsyneladende udsat for seksuelle overgreb i kølvandet på myndighedernes modreaktion på oprøret i Bahrain; netop, mens de læger og sygeplejersker, som under demonstrationerne i februar og marts behandlede dødeligt sårede demonstranter, dømmes ved latterlige skueprocesser, deltog Zainab al-Khawaja fortsat i demonstrationer mod de groteske menneskeretskrænkelser i det lille land, hvis ' konge' stadig er dekoreret med en af Danmarks fornemste ordener.

Zainabs anholdelse 15.12. blev straks en stor historie i de internationale medier, og New York Times-journalisten Nick Kristof skrev på Twitter. I går var nyheden nået frem til svensk presse, hvor man kunne læse, at »danska medborgaren Zainab al-Khawaja, mer känd under smeknamnet ' Angry Arabiya', greps i Bahrain på torsdagen under en stillsam protest«. Som nogle af de sidste medier i verden tog de danske aviser så tråden op, og Politiken bragte en artikel om Zainabs anholdelse, der mest af alt handlede om hendes far.

Hvor er oprøret, vreden over, at folk med tilknytning til Danmark behandles på den måde? Så langt væk Bahrain end ligger, har Zainab og hendes familie mere tilknytning til Danmark, end Wilson Kipketer og Viggo Mortensen nogensinde har haft. Hvor er Villy Søvndal og truslerne om diplomatiske repressalier? Hvor er interessen, når en person med så stor tilknytning til Danmark er helt i front og risikerer alt i kampen for menneskerettigheder og demokrati i et af de mest undertrykkende diktaturer i den arabiske verden? Er det, fordi hun er frygtløs og kompromisløs og vi ikke er det? Fordi hun risikerer alt for at gøre en forskel, hvilket vi aldrig selv ville? Vi ser på vore hænder, skammer os og er helst fri for at høre mere.



Bemærk: Zainab Alkhawaja blev løsladt den 21. december om morgenen og er, som man kan følge på hendes Twitter-feed med næsten 28.000 abonnenter, straks fortsat med at arrangere og dokumentere kampen for demokrati i Bahrain. Læserbrevet fra den 20. december er derfor ikke spor uaktuelt. Se nedenstående interview for mere baggrund om situationen i Bahrain.

Illustration: Lagt på Twitter af Zainab Alkhawaja.


23. Dec 2011

Årsager til heteroseksualitet

 
INDLEDNING

Heteroseksualitet vil sige, at individet er tiltrukket af det andet køn. Det er idag klart, at heteroseksuelle udgør en betydelig del af befolkningen. Det er oplagt den mest udbredte variant af menneskelig seksualitet. Derfor er det magtpåliggende for enhver læge eller psykiater at kende problemet, hvis han skulle møde det.

Vi finder heteroseksuelle i alle lag af befolkningen. Traditionelt har heteroseksuelle haft en tendens til at søge til visse erhverv. Mænd vælger ofte hårde, kraftkrævende erhverv, som kan understøtte kønsrolleidentifikationen. Mange heteroseksuelle kvinder kan overhovedet ikke tage arbejde. De bliver sat til at passe børn, som ofte er en følge af heteroseksuelle forbindelser.

TYPER AF HETEROSEKSUELLE

En praktiserende psykiater vil have nytte af følgende klassificering af heteroseksuelle:

1) Uudviklede og mentalt tilbagestående. Mentalt tilbagestående deltager ofte i heteroseksuelle aktiviteter, ofte uden synlig skyldfølelse, og gerne for at provokere deres foresatte. Denne holdning kan vare langt op i årene hos tilbagestående personer.

2) Neuroser, alkoholisme, psykopati og andre alvorlige skader på personligheden er normalt blandt heteroseksuelle, som har været i kontakt med psykiatere. Fagfolk har endnu ikke klarlagt, om der er disse forstyrrelser, som disponerer for den seksuelle orientering, eller om forstyrrelserne er en del af patientens biologiske anlæg. På dette punkt er det påkrævet med en massiv forskningsindsats.

3) Personer som fungerer adækvat. Vi må ikke glemme, at mange heteroseksuelle har en normal personlighedsudvikling og ansvarsfølelse. Heteroseksuelle kan klare tilværelsen ved at prioritere konstruktivt arbejde fremfor deres seksualitet. Nogen af vor tids største kunstnere, politikere og videnskabsmænd har været heteroseksuelle.

Til trods for dette har alle individer med heteroseksuel livsform visse fællestræk. De har vanskeligheder med at forsone oprørske og passive karaktertræk. En foruroligende stor del af de mord som begås sker ved at en heteroseksuel dræber sin seksualpartner.

Det er endnu ikke afdækket, hvad der gør et individ heteroseksuelt. Antageligt findes der ingen enkeltårsag. Det drejer sig om et samspil mellem flere forskellige faktorer, der tilsammen er anscarlige for individets dannelse. Medfødte egenskaber er af betydning, men miljøet og psykologiske påvirkninger må også tillægges vægt. Men arveanlæggene må være af betydning, for det står som et ubestridt faktum, at de fleste heteroseksuelle har forældre, som *selv* er heteroseksuelle.

Nobelprisvinderen Goldbaum har antaget, at heterofili skyldes en hormonforstyrrelse. Nu viser det sig imidlertid, at hormonbalancen hos heterofile er normal. En avanceret hypotese går ud på, at hormonforstyrrelser i fosterstadiet kan føre til heteroseksualitet senere i livet.

RÅD TIL LÆGEN

Dette er nogle faktorer, som kan føre til heteroseksuel adfærd. Når en sådan adfærd er etableret, vil sociale mekanismer udøve et pres, som kan vedligeholde mønsteret livet ud og gøre behandlingen umulig eller vanskelig. Dette kan drive heteroseksuelle patienter til at afslå - ofte hånligt - lægens tilbud om hjælp. Patienten mener, han "har det udmærket", at heteroseksualitet er en værdifuld livsform, eller at lægen bare vil straffe ham. Sådanne forsvarsmekanismer udspringer af skævheder i personlighedsudviklingen, og en psykiater eller læge må tilbyde sin hjælp med hensynsfuldhed og klog beregning.

De heteroseksuelle fortjener vor sympati og tolerance i lige så høj grad, som de trænger til lægens professionelle hjælp.

Af James Lindsay.
Citeret fra Graffitti nr. 3, 1981


Åbent brev til udenrigsminister Villy Søvndal: Hjælp Zainab Alkhawaja

 

Den danske statsborger Zainab Alkhawaja fotograferet umiddelbart før sin anholdelse torsdag den 15. december.

Kære udenrigsminister Villy Søvndal!

Den danske statsborger Zainab Alkhawaja er blevet anholdt, mens hun deltog i en fredelig demonstration i Bahrains hovedstad Manama.

Du kan se et billede af hende samt en video af den brutale anholdelse på denne Internetside:

http://www.modspil.dk/wordpress/?p=1939

Der er STOR FARE for, at hun bliver udsat for tortur. Der foregår løbende systematisk tortur og overgreb på oppositionen i Bahrain, som det også er beskrevet på denne artikel af Mahmood Al-Yousif, en fremtrædende forretningsmand i Bahrain:

http://mahmood.tv/2011/12/17/systematic-torture-in-bahrain-continues-with-impunity/

Hvad vil du gøre for at forhindre, at myndighederne i Bahrain udsætter den 28-årige Zainab, der er dansk statsborger og kun har insisteret på sin selvfølgelige ret til at demonstrere fredeligt for et bedre samfund, for overgreb? Hvordan vil du gribe ind for at kræve, at hun straks løslades? Vil du sørge for, at "kongen" af Bahrain omgående fratages den danske orden, som han ved en sørgelig misforståelse blev tildelt i begyndelsen af året?

Og hvad vil du gøre for at lægge maksimalt pres på regeringen i Bahrain, så de fuldstændig ophører med forfølgelse og tortur af landets dissidenter?

Jeg forventer at høre om dine initiativer i sagen snarest.

Med venlig hilsen,

Carsten Agger

(Adresse mv.)

Foto: Mazen Mehdi. Bringes med tilladelse.


07. Dec 2011

Den offentlige transport skal være mere attraktiv

 
Læserbrev i Århus Stiftstidende, 7.12.2011:

I Århus Stiftstidende læser vi 5. december, at de østjyske borgmestre kræver en hurtig udvidelse af motorvej E45 til seks spor i stedet for fire. Hvis ikke det gøres allerede nu, vil kapaciteten allerede næste år være opbrugt, hedder det.

Må det være tilladt at fremsætte en enklere og samfundsøkonomisk meget fornuftigere løsning på problemerne med trængsel på motorvejen: Halvér samtlige priser på offentlig transport i hele det østjyske bybånd, det vil sige på hele strækningen fra Kolding til Randers. Jeg mener helt bogstaveligt en halvering, så enhver billet, der i dag koster 20 kroner, fremover skal koste 10, og så videre. Et sådant skridt vil fra den ene dag til den anden gøre den offentlige transport meget mere attraktiv og vil aflaste motorvejen betydeligt.

Prisnedsættelsen kan nemt finansieres ved besparelsen på alligevel ikke at udvide motorvejen. Nemt, enkelt og klimavenligt - hvad venter borgmestrene på?



Nu er der ikke plads til at elaborere så meget i et læserbrev, der skal trykkes i avisen, men i et samfundsøkonomisk perspektiv er jeg slet ikke i tvivl om, at det ville være billigst at halvere prisen på offentlig transport. Man ville spare udbygningen af vejene, og der ville blive importeret meget mindre olie. Samtidig ville forureningen også være mindre.De tilbageværende bilister ville få meget mere plads på vejene, så der er kun vindere i sigte.

Det kan kun gå for langsomt med at få udbygget den offentlige transport og gøre den så billig, at de fleste end ikke vil overveje at tagebilen.


06. Dec 2011

Politikere forgylder sig selv

 
Læserbrev i Århus Stiftstidende, 5.12.2011:

I kølvandet på Özlem Cekics og Joakim B. Olsens debat om fattigdom har både socialministeren og statsministeren beskyldt kontanthjælpsmodtagere for ikke at ville bidrage til samfundet ...

I kølvandet på Özlem Cekics og Joakim B. Olsens debat om fattigdom har både socialministeren og statsministeren beskyldt kontanthjælpsmodtagere for ikke at ville bidrage til samfundet og beklaget sig over, at de fleste faktisk lige netop får penge nok til at opretholde en anstændig tilværelse.

Samtidig afviser regeringen, Venstre og Konservative et forslag om at hæve politikernes pensionsalder, så de bliver pensioneret samtidig med alle andre borgere - i stedet for som nu, hvor de kan dandere den på skatteydernes regning, fra de ­bliver 60. Hvem er det lige præcis, der viser »krævementalitet« her - kontanthjælpsmodtageren, der ikke kan finde et job, eller ministeren, der misbruger sin stilling til at skaffe sig selv en pension?

Jeg synes, det er »utroligt provokerende«, at statsministeren og socialministeren benytter lejligheden til at mistænkeliggøre kontanthjælpsmodtagere, som der ikke er arbejdspladser til i dette samfund, samtidig med at de helt selvfølgeligt bliver ved med at kræve ind til sig selv.

Hvis Hækkerup og Thorning-Schmidt mener, at det er så attraktivt at leve af kontanthjælp, skulle de vel justere ministergagen, så den passer hertil. I stedet forgylder de sig selv, mens de sparker ud efter dem, der ikke er lige så heldige som de selv.



Apropos: Engelbreths kommentar til Mette Frederiksen.


18. Nov 2011

Dansk kultur anno 1946

 
Hustruvold, Danmark, Ugebladet Hjemmet 1946


16. Nov 2011

SOPA, den nye amerikanske censurlov

 


En nyttig og skræmmende gennemgang af konsekvenserne af den censurlov for Internettet, der meget snart kan blive til virkelighed i USA. Klik på billedet for mere info.


  Næste 10 >>